Vi medfinansierer selvfølgelig den fortsatte udvikling af QGIS! 17. december 2020

Vi medfinansierer selvfølgelig den fortsatte udvikling af QGIS!

Hvordan kan det være, at et så kapabelt GIS program som QGIS kan downloades og anvendes kvit og frit?? Hvad er årsagen til, at så mange private IT- og rådgivningsfirmaer i Danmark skaber virkelig god forretning med QGIS?? Hvorfor er der mon kun to danske, private firmaer, der som QGIS-sponsorer yder økonomiske bidrag?? Pengenød? Frihjul? Andre bud?

Det er nogle af de spørgsmål, som mange QGIS brugere stiller sig selv - og i nogle tilfælde også os...

Svaret på det første spørgsmål er, at der primært er to grunde til, at QGIS projektet er levedygtigt og i rivende udvikling:

  • Dels fordi mange engagerede mennesker putter ressourcer i form af arbejdstimer ind i projektet og udvikling/vedligehold af produktet - enten i ren og skær filantropi eller - for manges vedkommende - ud fra den kalkule, at det er bedre at bidrage med en mindre del af et stort projekt end at udvikle det hele alene og fra bunden, og 
  • Dels fordi andre - som ikke har mulighed for at bidrage praktisk - vælger at støtte QGIS projektet økonomisk.

Hvis du ligesom os tænker, at den første mulighed ikke ligger til dig, så bør du overveje den anden! Om ikke andet kan man vel argumentere for, at en lille del af de (relativt mange) penge, som du ellers skulle have betalt for et antal kommercielle licenser, med rimelighed burde kunne dirigeres i open source projektets retning.

Hvordan gør man så det?

Én oplagt mulighed er at tegne et såkaldt 'sustaining membership' hos QGIS.org. Disse findes i 4 "størrelser" rangerende i bidrag fra 500€ til 27.000€ (læs mere her). Der er (selvfølgelig) ingen juridiske krav om bidrag, men er man en organisation, som har mange brugere på QGIS - og måske endda udnytter QGIS kommercielt, f.eks. ved at markedsføre og sælge applikationer eller support til QGIS, så mener vi, at der ligger en moralsk pligt til at bidrage - som nævnt ovenfor enten økonomisk via et sustaining membership eller ved sin arbejdsindsats.

Sidder du i en organisation, som kun har en enkelt eller få QGIS brugere, vil vi anbefale (også af mange andre grunde), at du melder sig ind i den danske QGIS brugergruppe. Brugergruppen bruger en del af sine indtægter fra medlemskontingenter til et Large Sustaining Membership af QGIS.org, så på den måde støtter man indirekte. Desuden kan man i brugergruppen hente sparring og deltage i go'e arrangementer, som kan gøre én klogere på QGIS (læs mere på qgis.dk).

Vi har i ARTOGIS netop forlænget vores Medium Sustaining Membership endnu engang for 2021 (se de andre sustaining members her). Desværre har vi - udover den danske brugergruppe - kun følgeskab af to andre danske bidragsydere, hvoraf den ene er en kommune. Kan du få øje på danske, kommercielle aktører med QGIS anvendelse og kompetencer, som glimrer ved deres fravær på listen?? Det er ikke så svært!

Nyheder Vis alle nyheder
× Cookie- og privatlivspolitik

Vi bruger cookies til statistik. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies. Læs mere